Migræne

Migræne


Migræne anses for en meget speciel type hovedpine. Man ved ikke hvorfor nogle får migræne, men man ved, at under et migræneanfald er der en særlig aktivitet i hjernen, og en øget omsætning af nogle stoffer, men hvad det betyder, er endnu ikke afklaret.


Overordnet set findes der to former for migræne: ’Migræne med aura’ og ’migræne uden aura’. Aura er latin og betyder et åndepust. Det skønnes, at ca. hver femte af alle, der lider af hovedpine, har en af disse to former for migræne.


For begge typer migræne gælder, at smerten er dunkende, ofte ensidig, hvor den sidder enten i højre eller venstre side af hovedet. Smerterne er voldsomme og mærkes både fra baghoved, tinding og øjenomgivelser.


Andre symptomer kan være kvalme, opkast, ubehag, lys- og lydfølsomhed, synsforstyrrelser m.m.


Migræne med aura adskiller sig ved, at der som forvarsel kommer symptomer, oftest er de i form af synsforstyrrelser. Symptomerne kan også vise sig som et sort hul, eller være flimrende, lysende og zig-zag-formede figurer i synsfeltet. Aura-symptomerne kan også opleves som lysglimt, nærmest som romerlys.


Forvarslet varer i 15-30 minutter, for derefter at forsvinde helt. Samtidig med eller umiddelbart efter kommer selve hovedpinen. Ved nogle anfald kan hovedpinen helt udeblive, så man kun oplever forvarslet.


For begge migrænetyper gælder det, at smerterne er så voldsomme, at man typisk søger sengen i et mørkt og roligt lokale hurtigst muligt. Anfaldene varer typisk nogle timer eller en dags tid, men i værste tilfælde kan det vare op til 3 døgn. Derefter vågner man op, er normalt lidt træt, og har det måske lidt dårligt i en halv dags tid, før man er helt frisk igen. Hyppigheden, det vil sige, hvor ofte man har et anfald, af migræne varierer fra person til person.


Tilstødende symptomer

Mennesker, der lider af migræne, kan også lide afspændingshovedpine eller den nakke-udløste-hovedpine, som i givet fald kan/skal behandles separat. Du kan læse mere om de to andre hovedpine typer i de afsnit.


Årsager

Der er ofte en familiær tilbøjelighed for migræne, især for migræne med aura, men en egentlig arvelighed er ikke fastlagt.


Mange oplever, at forskellige føde- eller drikkevarer fremkalder et anfald, fx chokolade og rødvin. Disse specielle faktorer varierer meget fra dag til dag og fra patient til patient. Nogle kvinder oplever for eksempel også anfald op til deres menstruation.


Hvordan stilles diagnosen?

Kiropraktoren vil tage en så præcis sygehistorie som muligt, og samtidig vurderer om der skal andre undersøgelser til, og derefter finder vi sammen en behandling, der passer lige præcis til dig.. Noter eventuelt dine hovedpineanfald i din kalender eller lav en decideret ”Hovedpinedagbog”.


Behandling

Mange af migræne anfaldene starter efter en nakke-udløst-hovedpine eller en spændingshovedpine, så hvis vi tager det i behandling kiropraktisk, ser vi oftest en kraftig reduktion i antallet af anfald og samtidig er anfaldene typisk kortere og mindre smertefulde.
Derudover er der medicinsk behandling af migræne, som typisk styres af hovedpinecentre i regionen.


Den medicinske behandling kan enten være forebyggende eller en behandling af det enkelte migræneanfald.


Hvad kan du selv gøre?

Da man ikke ved, hvorfor nogle får migræne og andre ikke, er det heller ikke noget man præcist kan sige, man selv kan gøre. Dog oplever nogle at fx rygning, rødvin, bestemte fødevarer, for lidt søvn eller spændinger i al almindelighed kan udløse et migræneanfald. Lider du af migræne, vil det derfor være en god idé at undersøge eller være opmærksom på, om der er ting, der ”går igen”, når du får et anfald. Migrænepatienter mærker dog ofte, at der er gevinst ved en rolig livsførelse med god planlægning.


Hvordan er fremtidsudsigterne?

Hvis man bliver ved med at få anfald af migræne er det vigtigt at komme i behandling. Ofte kan anfaldenes hyppighed nedsættes og kontrolleres bedre med den rette behandling. Da prognosen afhænger af typen af migræne og mange andre omstændigheder.
Her vil det også være en god ide, at komme forebyggende så de udløsende spændings- og eller nakke-udløst-hovedpine kan undgås.


Hvis man har hyppige anfald af migræne, vil man ofte blive tilbudt en forebyggende behandling med tabletter. Ofte må lægen forsøge flere slags medicin eventuelt i kombination, før det mest virksomme, for den enkelte patient, bliver fundet.